EVENTYRET VENTER
Det er super fedt at du overvejer at komme ombord som besætningsmedlem på Miss Arthur. For at vi alle kan påmønstre med en fælles enighed om livet ombord, bedes du læse denne side grundigt, så vi har det samme standpunkt, når du for 1. gang påmønstrer på Miss Arthur.
SKAL JEG KUNNE SEJLE INDEN PÅMØNSTRING?
For at være gast ombord på Miss Arthur forlanger vi ikke at du har sejlerfaring inden på kommer ombord på et togt. Det eneste vi forlanger er, at du har modet og lysten til at lære det. Du kommer til at prøve kræfter med både styring, navigation, sejlfyring, nattevagter og meget mere. Du vil altid være i trygge rammer, når du skal lære noget nyt ombord, og vi giver os rigeligt med tid til at undervise alle i de forskellige detajler, der findes ved sejlads.
VEJRET BESTEMMER!
Vi bestemmer desværre ikke over vejret. Derfor kan det sagtens ske at den plan vi har lavet for det pågældende togt bliver ændret. Vi sejler kun ud i vejr, som vi finder sikkerhedsmæssigt ansvarligt. Derfor er det en god ide at have luft i budgettet til en ekstra overnatning på et hotel inden påmønstring, hvis vi bliver forsinket. Derudover kan det være en god idé at have en fleksible flybillet. Så hvis uheldet er ude og vi er blæst inde et sted i længere tid, så kan man altid få et fly hjem, når vi ankommer til afmønstringsdestination. Vi påstræber os dog på at være fremme til slut destinationen i god tid, så vi har en god buffer, hvis vejret skulle drille.
FÆLLESSKABET
Selvom vi er ombord på en 50 fods sejlbåd, kan pladsen godt føles en smule trang. Da vi på de fleste togter vil være 8 personer ombord, er det begrænset hvor meget privatliv man har. Man skal kunne være social og rumme andre mennesker og deres forskelligheder. Man kan ikke undgå at gå hinanden lidt på nerverne engang imellem, når man bor så tæt og her handler det om at kunne finde "pyt" knappen, og starte hver dag med tanken:
"Hvad kan jeg gøre idag for at de andre får en god dag!"
Selvom vi vægter det sociale liv højt ombord på Miss Arthur, kan det nogle gange blive for meget og man har brug for at trække stikket og være lidt alene med sine tanker. En god bog i sin egen kahyt, musik i ørerne oppe på fordækket eller bare en gåtur alene på stranden kan være det, der gør at man har overskud på fællesskabskontoen i flere dage af gangen.
FÆLLES ANSVAR & DAGELIGE PLIGTER
Det er vigtigt for os at det at være gast ombord ikke bliver et ferieophold, men at man deltager på lige vilkår med os andre om at holde båden ren og pæn. Vi sørger i fælleskab for de daglige gøremål som madlavning, rengøring, vagter ved roret, de daglige indkøb, fælles aktiviteter og meget mere. Pladsen på en sejlbåd er trang, og derfor rydder man selvfølgelig op efter sig selv.
VEDLIGEHOLD & ARBEJDSDAGE
På en båd, der sejler så meget som vi gør, er der altid et eller andet, der går i stykker og skal fikses. Derfor skal man være indstillet på at plan A nogle gange bliver til plan B, og vi er nødt til at blive i havn en dag eller to mere end forventet for at få lavet de ting, der evt. er gået i stykker. Den daglige vedligeholdelse er man som gast også med til at varetage. Der vil være arbejdsdage, hvor vi alle hjælpes ad, så Miss Arthur altid viser sig fra sin bedste side og fortsat kan passe godt på os ude på havet. Og så er bådarbejdet knap så træls, når det kan gøres i badetøj, 25 grader og i en ankerbugt i det Caribiske øhav.
AKTIVITETER
Hvad kan man egentlig få tiden til at gå med ombord på en sejlbåd? Imens vi sejler er der masser af tid til at lære at læse søkort, lære vinden at kende samt at styre båden, men der er også masser af tid til at fordybe sig i vores store bibliotek med masser af sejlerbøger eller hækle en grydelap til kabyssen. Lydbøger/podcast er også en god tidsfordriver, når vi sejler. Vi vil altid forsøge at fange den største fisk på alle de sejladser vi er på, og det håber vi selvfølgelig at du kan hjælpe med. Så snart ankeret er smidt eller vi ligger i havn, er det tid til SUP-boards, surfing, snorkling, ræse i gummibåd, beachvolley, bygge sandslotte, Wii i salonen, opleve den lokale kultur og være turist hvorend vi kommer hen. Du må meget gerne tage dit eget legetøj med, som fx guitar, drone eller dykkekompressor. Men giv os lige besked først, da vi lige skal finde pladsen til det.
BEGRÆNSEDE RESSOURCER
På Miss Arthur har vi solceller og en generator til at lave strøm. Dette giver os mulighed for at have lys om aftenen, navigationen tændt, kolde øl i køleskabet og opladning af div. mobiler, kameraer og lignende. Da vi dog er begrænset af solen og dieselen i tanken, må du forvente at der ikke altid kan oplades devices, især om natten. Det ville være en super ide at medbringe en powerbank, som du kan lade op om dagen, når solen står højt og så have den klar til natten, når billederne fra dagens sejlads skal redigeres og deles med venner og familie. Vand ombord er også en begrænset ressource. Vi har plads til ca. 790 liter vand i tankene og når man er 8 personer ombord, så er det ikke ferskvandsbad og daglige vandkampe der står på menuen. Bad foregår oftes med havvand og alt vandet fra tankene bestræber vi os på bliver brugt som drikkevand.
SØSYGE
Alle (på nær Josefine:P) kan blive søsyge, selv meget erfarne sejlere. Der er dog en række ting som vi har fundet ud af kan hjælpe dig med at undgå for mange ubehagelig ofringer til kong Neptun ud over rælingen. At stå ved roret og styre båden, så man har føling med bådens bevægelser og øjet fikseret på horisonten kan være en stor fordel, hvis man fornemmer ubehagen i kroppen snige sig på. Derudover kan det være en god ide at have noget mad i maven, og bare generelt holde sig i gang med div. små opgaver ombord, så man får tankerne på noget andet end søsyge. Hvis korthuset vælter og man bare har det rigtig skidt, kan søsygeplastre, armbånd eller diverse søsygepiller forhåbentlig klare jobbet. Så det kan være en god ide at pakke sådan noget med i tasken inden man påmønstrer.
SIKKERHED
Sikkerhed er det vigtigste ombord på Miss Arthur og regel nr. 1 er at det er forbudt at falde i vandet. Ved ankomst og før en længere sejllads, gemmengår vi sikkerheden ombord som redningsveste, livsliner, redningsflåde, mand-over-bord manøvre mm., og du kan forvente at få en post i vores sikkerhedsprocedure, så alle mand ved hvad, der skal ske hvis vi fx. går på grund eller rammer en uventet storm. Færden på båden er på eget ansvar.
MAD OG ALLEGIER
Når man sejler kan du forventet at dine spisevaner bliver anderledes end derhjemm. På Miss Arthur er det okay at spise lakridser til morgenmad og saltstænger til frokost. Vi bestræber os dog på at der bliver lavet god og lækker mad ombord på Miss Arthur, da dette er super vigtigt for det gode humør. Nogle gange har vi mulighed for at handle dagligt og andre gange skal der handles til flere uger i træk. Det kan derfor ikke altid forventes at der er fersk kød og friske grønsager ad libitum. Hvis du har fødevareallegier eller andet vi skal være opmærksomme på, så husk at notere det når du ansøger om en plads ombord.
TOBAK, ALKOHOL & ANDRE RUSMIDLER
På Miss Arthur har vi en meget streng nul-tolerence omkring narkotika - ALLE former for narkotika. Dette gælder både på land og ombord. Så længe du er associeret med os, er det forbudt. Myndighederne går ikke af vejen for at splitte båden ad, hvis de har den mindste mistanke. Vi risikerer at blive retsforfulgt, og Miss Arthur bliver med sikkerhed konfiskeret. Bryder du denne regel, medfører det øjebliklig afmønstring, om vi så er på en øde ø. Bliver du afmønstret som følge af, at bryde denne regel, beholder vi køjepengene for det togt som du er tilmeldt.
Miss Arthur er en IKKE RYGER båd.
VISUM
Det påkræves at du selv sørger for at få visum til din rejse og undersøger andre regler og love. Husk at undersøge dette i god tid! Du kan undersøge mulighederne på Udenrigsministeriets hjemmeside.
FORSIKRING, VACCINATIONER & MEDICIN
Rejseforsikring skal du også selv sørge for at anskaffe. Den skal dække hele togtes længde samt de lande vi agter at besøge. Fremvisning af forsikringspapirer for dette kræves i flere af de lande vi kommer til.
Du skal samtidig sikre dig at du har de nødvendige vaccinationer. Tjek vejledningen på Statens Serum Instituts hjemmeside og få de nødvendige vacciner inden afgang. Husk medicin pas på alt receptpligtig medicin du tager med. På Miss Arthur har vi en omfattende medicinkiste, der indeholde nødmedicin til de fleste scenarier, der måtte opstår på turen. Dette er dog kun til nødtilfælde. Derfor kan det være en god ide at komme omkring egen læge og evt få udskrevet noget, der enten kan sætte maven igang eller stoppe den igen. Samtidig vil vi også anbefale noget bredspektret antibiotika, da varme og det salte miljø vi befinder os i, godt kan gøre en lille rift i foden til et større problem.